Furesø Festival 2018

Er et åndehul for alle familiens medlemmer med uforglemmelige og dejlige oplevelser, på en af Nordsjællands unikke strande.

Strand-arrangementet afholdes ved Furesøbad og med sand mellem tæerne og den skønne stemning ved denne strandperle er det musikken, hyggen og festen der glæder børn, unge og voksne.

Børnene leger i sandet sammen med deres kammerater og familie i dagtimerne og de unge holder deres helt egen Beach Party, hvor de danser i sandet, bader i vandet og fester med vennerne.

Lokale firmaer og forretningsdrivende mødes for at netværke, møde nye samarbejdspartnere og kunder i afslappede og uformelle omgivelser.

Vi er en kerne af frivillige ildsjæle der bidrager til et nyudviklet kommunalt og tværkommunalt samarbejde, hvor vi finder, skaber og udvikler nye talenter både på og bag scenen, helt i tråd med kåringen af Furesø Kommune som Årets Ungdomskommune 2018.

Baggrund og motivation

Fra Vejfest til Festival er en realisering af drømmen om at arrangere en professionel festival for kommunens og omegnens borgere i unikke omgivelser.

Vi startede med at arrangere Vejfest hjemme på vejen, hvilket var og er en stor succes – og det var her drømmen om den store vejfest startede og blev til en strandfest i 2017.

2017 var et lærerigt år for festivalen og kommunen og det havde store omkostninger for initiativtagerne, men det var året, hvor drømmen gik i opfyldelse! Alle frivillige, lokale forretningsdrivende, kunstnere og ikke mindst gæsterne sagde, at Furesø Festival 2017 var en lille succes med et kæmpe potentiale.

Derfor samler vi endnu flere af kommunen og omegnens borgere ved Furesøbad i en mere intim 2018 udgave tilpasset publikums ønsker til pris og underholdning.

Idé

Idéen er at samle furesøborgerne i et nyt fællesskab i Furesø kommune, men også at gøre Furesø Festival til en begivenhed for alle i Danmark, som har behov for et åndehul og en skøn oplevelse i unikke omgivelser ved søen.

Samtlige skoler og institutioner i kommunen deltager aktivt i den gratis børnedag om fredagen, hvor de bliver underholdt i børnehøjde – lavet af og for børnene. Forældrene henter fredag eftermiddag, oplever stranden og aktiviteterne sammen med deres børn, og afslutter børnenes dag i solnedgangen.

Efter mørkets frembrud om fredagen er der Beach Party afholdt af og for kommunen og omegnenes unge, hvor en samhørighed af nye og gamle talenter afvikler begivenheden, imens gæsterne fester i sandet og bader i vandet.

Lørdag er det hele familien der deltager i aktiviteter, hører koncerter, bliver underholdt, spiser lækker mad og nyder samværet med de frivillige og de optrædende.

Rammer og mål.

Furesøbad åbner kl. 10.00 fredag og lukker 01.00 lørdag med godkendelse fra myndighederne.

Fredag den 31. august fra 10.00 – 01.00

Lørdag den 1. september fra 10.00 – 01.00

Det er ca. 100 frivillige, en håndfuld professionelle – bl.a. sikkerhedsvagter og andre nøglepersoner, som er ansvarlige for afvikling af festivalen.

Børnedagen forventes besøgt af ca. 2000 børn fra ni skoler, som alle vil være til stede enten foran, på eller bag scenen sammen med pædagoger og musikskolens dygtige undervisere.

Et par hundrede af børnenes forældre og de lokale fyraftensramte medarbejdere lander på stranden til en tidlig solnedgang og hygge, og efter mørkets frembrud fyldes stranden med ca. 1000 unge talenter og festglade gæster imens forældre og børn tager hjemover.

Familie-lørdagen forventes besøgt af ca. 1000 børn og voksne og der bliver arrangeret tre lækre serveringer for ca. 300 gæster ud over den normale servering i teltene.

Organisering

Furesø Festivalen drives primært af den frivillige forening Furesø LIVEs bestyrelse, som både har medlemmer og frivillige tilknyttet, der alle byder ind med forskellige kompetencer – f.eks. presse, revisor og reklame.

De kompetencer som foreningen ikke selv kan byde ind med, er der indgået samarbejde på et frivilligt og professionelt plan.

Furesø LIVE engagerer lokale og nationale kunstnere, forretningsdrivende og frivillige via personlige netværk, erhvervs- og almennyttige foreninger.

De vigtigste samarbejdspartnere er Furesø Kommune, skolerne, musikskolerne og ungehuset (politisk, økonomisk og talentudvikling), Ballerup Kommune og Mere Monitor (scene og musik), Kulturmetropolen (tværkommunalt talentudvikling og fond), Furesø Marina (vand, el og samarbejde).

Økonomi

Det primære økonomiske mål er, at festivalen kan finansieres ud fra festivalens omsætning og sponsorindtægter, så vi får mulighed for at skabe endnu flere oplevelser i fremtiden.

Der er for nuværende behov for økonomisk støtte til at højne kvaliteten og udbuddet af kunstnere, samtidig med at vi holder entre prisen på et niveau, hvor alle kan deltage.

Er økonomien og kvaliteten på plads vil de frivillige ildsjæle yde endnu en kæmpe indsats for at realisere drømmen med høj kvalitet bagved og på scenen og ikke mindst, som en stor del af talentudviklingen.

Et evt. overskud vil blive uddelt til de engagerede foreninger og Furesø LIVE.